Quantcast
Channel: Bageglad
Viewing all articles
Browse latest Browse all 305

Italienske mini flutes

$
0
0

Man kan aldrig få for mange gode brødopskrifter, og opskriften på disse nemme italienske flutes er en af dem, jeg gang på gang vender tilbage til. Jeg bager jævnligt en større portion og fryser, så jeg har dem ved hånden når vi skal have suppe, tapas eller lækre salater.

Det kniber lidt med tiden herhjemme i øjeblikket, fordi vi stadig er i fuld sving med at renovere. Alle aftenerne går med at blive færdige i huset, så der er ikke så meget tid til madlavning og hygge. Derfor afprøver vi en måltidskasse fra HelloFresh. Det er faktisk første gang vi prøver måltidskasser, fordi vi jo virkelig elsker at lave mad, men jeg er faktisk positivt overrasket over kvaliteten. Vi fik for eksempel denne krydrede kikærtesalat og så havde jeg heldigvis nogle af de lækre italienske miniflutes i fryseren, som vi spiste til.

De italienske mini flutes passede helt perfekt til salaten, men vi bager dem også rigtig ofte når vi skal have tapas. De er som sagt fryseegnede, så man kan sagtens bage en stor portion og fryse resterne.

Flutesene er nemme at lave. Jeg anbefaler, at bruge en røremaskine til at ælte dejen, da den bør æltes i 8-10 minutter, men man kan naturligvis også gøre det i hånden. Vigtigt er det at lade dejen hæve i en time, så den bliver dobbelt størrelse og dejlig luftig. Den skal også efterhæve efter flutesene er formet.

Bagetiden er lidt en smagssag, altefter hvordan man kan lide skorpen. Det er et emne min mor og jeg diskuterer til døde, for jeg synes hun bager brød for længe og hun synes jeg bager det for kort! Så bagetiden er dermed angivet i et spænd, så I selv kan vælge 😉 Bare hold øje med dem under bagningen.

Italienske mini flutes opskrift

Italiensk flute opskrift
Udskriv

Italienske mini flutes

Lækre og luftige mini flutes med timian og saltflager. Nemme flutes som passer godt til suppe, tapas eller en god salat.
Tilb. tid 2 timer
Antal 2 mini flutes

Equipment

Ingredienser

  • 1 dl lunken vand
  • 25 g gær
  • 1 spsk sukker
  • 30 g blødt smør
  • 250 g mel
  • 3/4 tsk salt
  • Olivenolie
  • Tørret timian
  • Grove saltflager

Sådan gør du

  • Kom lunken vand i en stor skål og rør gærret ud i det. Tilsæt sukker og rør det ud til det er opløst.
  • Tilsæt blødt smør, mel og salt og ælt dejen, enten på røremaskine eller i hånden, i 8-10 minutter, indtil du får en glat og smidig dej.
  • Smør en skål med olivenolie og læg dejen deri. Dæk skålen med plastikfilm og lad dejen hæve i cirka 1 time.
  • Del dejen i to og form to små flutes på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Pensl de to flutes med olivenolie og drys med timian og saltflager.
  • Lad flutesene efterhæve i 15 minutter.
  • Bag flutesene i ovnen ved 200 grader i 12-16 minutter, og lad dem køle af på en bagerist.

Noter

Flutesene er fryseegnede.

 

 

Indlægget Italienske mini flutes blev først udgivet på Bageglad.


Viewing all articles
Browse latest Browse all 305